Blogindlæg af Morten fra Gelateria.dk
På Gelateria.dk bliver vi ofte mødt med spørgsmål omkring, hvilke ismaskiner vi anbefaler, idet udvalget godt kan virke lidt uoverskueligt. Vores grundholdning er den, at hvis man har fattet interesse for selv at lave sin is, så anbefaler vi, at man springer ud i købet af en maskine med indbygget kompressor. Det er der flere årsager til, men de vigtigste er:
- at isen bliver bedre, mere homogen og cremet og uden krystaller
- maskinen er nemmere at arbejde med
- du kan lave flere portioner i forlængelse af hinanden
- du kan lave is spontant – det behøver ikke være planlagt
Prismæssigt starter ismaskiner med kompressor ved omkring kr. 2.000,- men vores anbefaling er, at kigge i prisniveauet omkring kr. 3.000, hvor der findes nogle rigtigt lækre og gennemprøvede maskiner, som bare fungerer.
Vores 3 mest solgte ismaskiner er følgende (tilfældig rækkefølge):
Det er som nævnt gode og gennemprøvede maskiner, som laver fantastisk is. Det leder os så til spørgsmålet om, hvilke forskelle der er på de 3 maskiner, og hvilken en vi vil anbefale. Her kommer en kort beskrivelse af fordele og ulemper ved de tre maskiner:
Nemox Gelatissimo Exclusive
Nemox har produceret deres Gelatissimo i rigtigt mange år. I slutningen af 2011 lancerede de den opdaterede udgave kaldet ‘Exclusive’ til efternavn, som udover nogle rent kosmetiske ændringer også blev udstyret med et kraftige motorophæng.
Nemox Gelatissimo Exclusive er en meget brugervenlig maskine, hvor du har muligheden for at fremstille is i den indbyggede beholder, eller i den medfølgende ekstra skål.
Skålen indeholder i teorien 1,7 liter, men i praksis vil jeg ikke anbefale at lave mere end højest 1,3-1,5 liter af gangen, hvilket svarer til ca. 7-8 dl. ismasse.
Hvis du vælger at fremstille isen i den medfølgende ekstra skål, så skal du anvende en form for kontaktvæske for at udfylde luftrummet mellem den indbyggede beholder og den løse skål, således at kulden overføres optimalt fra kompressoren til ismassen. Denne kontaktvæske skal være en væske, der ikke fryser og kan være en alkohol opløsning eller en kraftig saltopløsning, men aldrig husholdningssprit, da det efter sigende indeholder ‘brækmiddel’, og det kan have ret uheldige konsekvenser, hvis der kommer et par dråber ned i selve isen.
Vi fraråder også saltopløsningen, idet aluminum og salt ikke er den bedste kombination, så brug en sjat gammel whisky, vodka eller lignende fra ‘barskabet’. Du skal bruge ca. 2 cl., så det er ikke de store mængder. Der medfølger i øvrigt et lille målebæger til formålet.
Det kan virke ‘bøvlet’ med denne kontaktvæske, men fordelene er til gengæld store. Dels er det nemt at tage den færdige is op af maskinen, ved blot at løfte den løse skål ud. Hvis du har valgt at købe flere løse skåle, så kan du sætte den færdige is i fryseren, mens du laver den næste portion. Alternativt skrabe isen over i en plastic beholder med låg, rengøre skålen og bruge den igen.
Netop rengøringen er naturligvis også meget lettere, når man bruger den løse skål, da man ellers skal rengøre den indbyggede, hvilket dog relativt nemt gøres ved brug af den medfølgende isske, lidt køkkenrulle og en fugtig klud. I denne forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan sætte sig lidt isrester i gummipakningen mellem den indbyggede skål og plastic kabinettet; det er naturligvis vigtigt at få rengjort godt her, så der ikke dannes bakterier.
Det anbefales at anvende køleskabskolde ingredienser til isbasen, og det tager ca. 20-25 minutter at lave godt en liter is ud af en base på omkring 6-7 dl.
Nemox Gelatissimo Exclusive er udstyret med en form for sikring mod overbelastning af motoren, hvilket betyder, at vingen selv stopper, når modstanden i den frosne is bliver for stor. Så her har Nemox besluttet for dig, hvornår din is er klar til at blive indtaget !
Nemox Gelatissimo Exclusive leveres med ekstra skål, målebæger, isske, instruktionsbog og opskrifthæfte.
Gaggia Gelatiera
Gaggia Gelatiera er meget lig Nemox Gelatissimo, det er da også Nemox der bygger maskinen for Gaggia, og en stor del af komponenterne er identiske.
Når det så er sagt, så er det min opfattelse, at Gaggia maskinen virker en smule mere gedigen i samlekvaliteten end Nemox’en, hvilket kan skyldes, at det er en nyere konstruktion.
Gaggia Gelatiera er ligesom Nemox Gelatissimo udstyret med en skål, som indeholder 1,7 liter til kanten, men ligesom for Nemox’en, så viser praksis, at det ikke er optimalt at lave mere end 1,3-1,5 liter færdig is, da den ellers arbejder sig ud over kanten på skålen.
Skålen indeholder som nævnt præcis det samme som Nemox’s, men dimensionerne er lidt anderledes, idet den er noget bredere og til gengæld ikke så dyb, hvilket gør eventuel rengøring af den indbyggede skål lidt nemmere, da det er nemmere at komme til med kluden.
Jeg oplever ikke nogen forskel i fremstillingstiden mellem Nemox og Gaggia, det tager ca. 20-25 minutter med køleskabskolde ingredienser at lave 1,2-1,3 liter færdig is ud af 6-7 dl. ismasse.
Gaggia Gelatiera adskiller sig til gengæld fra Nemox Gelatissimo ved at være udstyret med en timer ! Jeg har stadig til gode helt at forstå tanken bag denne detalje, da jeg mener, at den i bedste fald bare er irriterende. Du kan nemlig ikke starte maskinen uden at aktivere timeren, og får du ikke stillet den på lang nok tid, så risikerer du, at maskinen stopper før isen er færdig.
Stiller du til gengæld timeren på længere tid end isen skal have, så stopper maskinen selv, når isen er klar, bl.a. for at beskytte motoren mod overbelastning ligesom det er tilfældet med Nemox Gelatissimo. Så når du laver is på en Gaggia Gelatiera, så skal du bare dreje timeren op på max. fra start.
Som nævnt kan du med Gaggia Gelatiera vælge at fremstille din is i den indbyggede beholder eller i den medfølgende ekstra skål, fuldstændig ligesom ved Nemox Gelatissimo.
Gaggia Gelatiera leveres med ekstra skål, målebæger, isske, instruktionsbog og opskrifthæfte.
Simac/DeLonghi Il Gelataio ICK 6000
Lidt forvirrende måske – så kalder vi denne maskine for både Simac og DeLonghi, hvilket skyldes, at den indtil 2010 blev produceret under mærkenavnet Simac, men nu har skiftet navn til DeLonghi. Du kan i øvrigt læse mere om historien her.
Simac/DeLonghi ICK 6000 er en rigtig dejlig maskine, den adskiller sig fra Nemox Gelatissimo Exclusive og Gaggia Gelatiera ved at have en noget kraftigere motor, samtidig med at vingen kører med 45 omdrejninger i minuttet mod 32- i minuttet for Nemox/Gaggia. Det resulterer efter min opfattelse i en mere cremet og homogen is, hvilket især har betydning, hvis du vil lave meget sorbet – altså is med stort vandindhold.
Netop af den årsag anbefaler forfatteren af bogen ‘Ismageriet‘, Kim Tøvlesø Simonsen denne maskine frem for de andre.
Simac/DeLonghi maskinen adskiller sig også fra Nemox/Gaggia på et andet punkt, den har nemlig ikke muligheden for at lave is i den indbyggede beholder, som udelukkende tjener som holder for den løse skål, som i øvrigt er fremstillet af rustfrit stål, hvor det normale ellers er aluminium.
En stor fordel ved denne løsning er, at Simac/DeLonghi ICK 6000 ikke har brug for kontaktvæske, idet den løse skål presses ned i holderen, når låget skrues fast. Det fastskruede låg betyder i øvrigt, at man kan producere relativt meget is i skålen, da man ikke behøver være nervøs for, at det vælter ud over maskinen.
Skålen i Simac/DeLonghi er til gengæld noget mindre end hos Nemox/Gaggia, den indeholder kun ca. 1,2 liter færdig is, svarende til 6-7 dl. ismasse. Men i praksis opleves skålen ikke nævneværdigt mindre, bl.a. grundet det forhold at låget skrues fast, så man simpelt hen kan producere ‘helt-til-kant’ med denne maskine.
En anden forskel fra Nemox/Gaggia er, at Simac/DeLonghi maskinen ikke er udstyret med den lille sikring, der slår motoren fra, når isen bliver for hård. Det er ikke nødvendigt på denne maskine, idet motoren er noget stærkere og ikke overbelastes på samme måde. Det er en fordel, hvis man foretrækker sin is en smule mere fast end Nemox/Gaggia kan lave den. Til gengæld skal man holde godt øje med maskinen, når isen er ved at være færdig, for der er tilfælde af, at vingen simpelt hen knækker, hvis den ikke bliver stoppet i tide. Det er dog muligt at bestille ekstra vinger, hvis behovet skulle opstå.
Som nævnt har Simac/DeLonghi en relativt kraftig motor, og denne maskine er generelt kendetegnet ved at virke meget solid og rigtigt velkonstrueret, og selv om det er en lille detalje, så er det altså rigtigt lækkert at arbejde med skål i rustfrit stål i forhold til aluminium.
Simac/DeLonghi Il Gelataio findes også i en udgave kaldet ICK 5000, hvilket er den samme maskine bare i hvidt istedet for sølvfarvet kabinet.
Beskrivelserne ovenfor er baseret på egne oplevelser med de tre maskiner, og er således at betragte som helt subjektiv, men det skinner nok igennem, at min egen favorit er Simac/DeLonghi’en. Det vil dog være forskelligt, hvad man lægger vægt på som ‘hjemme is-producent’ – men forhåbentlig kan artikelen medvirke til, at man vælger den rigtige maskine.
Du kan i øvrigt læse mere om de enkelte maskiner på Gelateria.dk, hvor du også har mulighed for at kontakte os med eventuelle spørgsmål.